Når du har læst/lyttet til historien, skal I sammen i grupper forhold jer til et hovedspørgsmål samt nogle hjælpespørgsmål, som I kan tilgå via ikonerne du kan se til højre.
Læreren er moderator og tidtager og vil fortælle, hvornår I må klikke videre til næste slide.
God fornøjelse!
Skorpionen står på bredden af en stor sø og kigger over på den modsatte side, hvor dens familie opholder sig. Den længes efter at komme over til sin familie, men den kan ikke svømme. Pludselig ser den en frø ude midt på søen. Skorpionen råber til frøen: “Hey, frø, kom lige herover”. Frøen trækker på det, men beslutter sig alligevel for at svømme over til skorpionens bred.
Da frøen kommer ind til bredden siger skorpionen: “Hej frø. Vil du ikke svømme mig over til den modsatte bred, hvor min familie er?”. Frøen svarer: “Jeg tror nu nok, at det vil være for risikabelt for mig, at have sig siddene på min ryg. Du vil jo bare stikke mig, så jeg dør!”
“Nej da”, siger skorpionen. “Det ville da være dumt af mig for hvis jeg stikker dig ude på søen, så ville du dø på stedet og så ville jeg jo selv drukne.”
“Det kan du måske godt have ret i”, siger frøen. “Men hvordan kan jeg være sikker på, at du ikke stikker mig, når jeg har svømmet dig over til den anden bred?”. Skorpionen svarer: “Hvis du svømmer mig over til den modsatte side og genforener mig med min familie, så vil jeg være dig evig taknemmelig for hjælpen, så derfor kan jeg love dig, at det ikke vil komme til at ske.” Frøen overvejer dette længe og beslutter sig til sidst for at hjælpe skorpionen.
De to dyr begiver sig ud på søen, og da de er halvvejs mærker frøen et jag gennem kroppen. Lige inden giften trænger ind til frøens lille hjerte, når den at sige: Hvorfor gør du dette? Nu drukner du jo selv?
Lige inden de begge forsvinder over vandoverfladen, svarer skorpionen: “Jeg blev bange, så jeg kunne ikke lade være.”
Da sommeren nærmede sig for 10. gang i deres skoletid, og deres 9.klasses afgangseksamen var tæt på at være afsluttet, lovede de to drenge hinanden, at de altid skulle holde sammen.
Men med Adam på vej i gymnasiet og Magnus på vej i 10.klasse i den anden ende af byen, stod det hurtigt klart, at livet, også for de to drenge, nogle gange udvikler sig sådan, at det kan være svært at holde fast i selv de bedste intentioner. Det nye skoleår var ikke mere end halvvejs færdigt før de to drenge nærmest helt havde mistet fornemmelsen for hinanden. Magnus fik en kæreste, og nogle helt andre venner, og Adam plukkede ivrigt af gymnasielivets dejlige frugter.
I lang tid var de to drenge ikke andet end en del af hinandens personlige fortid. Det var først ca. 15 år efter, hvor Adam som overlæge på regionens største sygehus, i en frokostpause, læste om Magnus i den lokale avis. Magnus var blevet løsladt efter 5 år i fængslet, for et bankrøveri, hvori han havde spillet en planlæggende rolle. I artiklen fremgik det også, at Magnus nu kom tilbage til en verden, hvor han hverken havde familie, job eller hus til at vente på ham. Adam gik med nyheden i tankerne hele dagen. Selv på operationsstuen midt under en levertransplantation kunne han ikke få Magnus ud af hovedet.
Da Adam vågnede næste dag havde han besluttet sig. Han fik sporet sig frem til Magnus´ telefonnummer, og fik da også straks kontakt til vennen fra fortiden. Han tilbød Magnus et værelse i hans hus. ”Der er plads nok til, at du kan låne et par værelser indtil du er på fode igen”, havde han sagt. Og Magnus havde takket høfligt ja, og havde endda haft overskud nok til at spørge ind til om det også var ok med Adams gravide kone. Adam havde fyret en lille hvid løgn af. Laura havde faktisk udvist en betydelig skepsis over at have en straffet forbryder boende, men Adam havde insisteret. Det var først da Magnus stod på dørtrinet til det store hus han var blevet inviteret til, at Adam kunne fornemme visse forbehold bagerst i hans eget hoved. Den lille mistro kom til udtryk ved, at han, da han bød Magnus velkommen fik fortalt ham, at alt nok skulle gå, så længe Magnus ikke ville stjæle fra ham.
De første mange uger gik strygende. De to barndomsvenner talte om deres skoletid, og Adam satte pris på at have én at se fodbold med derhjemme når Laura var gået tidligt i seng. Hurtigt faldt de tilbage i deres gamle venskabsmønstre og som tiden gik var de blevet nærmest ligeså uadskillelige som i deres barndom. Det kom derfor som et stort chok, da Adam vendte hjem fra arbejde en eftermiddag - ca. 6 uger efter, at Magnus var flyttet ind. Laura var taget til Sønderjylland for at besøge hendes forældre, og Adam havde forestillet sig, at han og Magnus skulle se Champions League finale sammen den aften. Men finalen fik han aldrig set. Det store fjernsyn i stuen var væk. Det samme var alle malerierne. Alle Laura smykkers. De dyre Armani jakkesæt. Ja nærmest alt af værdi var blevet fjernet. Og Magnus – han var naturligvis væk.
Tilbage var der blot et håndskrevet brev på køkkenbordet. Der stod: Undskyld, Adam. Jeg kunne ikke modstå fristelsen.
Adam har meget svært ved at acceptere, at hans gode ven Magnus har stjålet fra ham. Derfor forsøger han at grave lidt dybere i Magnus' liv end han hidtil har fundet nødvendigt.
Her finder han ud af følgende:
At Magnus nærmest ikke har haft penge at leve for efter han er kommet ud af fængslet - Og at han var endt på gaden, hvis det ikke havde været for Adams hjælp med husly og mad.
At Magnus udover at være gode venner med Adam, nærmest kun har venner, der også er tilknyttet kriminelle miljøer. Frederik, Markus, Jakob og Storm er alle tidligere straffet samt fortsat involveret i diverse kriminelle ”jobs”.
At Magnus efter deres fælles skoletid ikke har opnået anden viden eller kompetencer, der kan bruges på det almindelige (og lovlige) arbejdsmarked.
Men at Magnus til gengæld igennem et langt liv og i sin tid i fængsel har ”uddannet” sig selv indenfor alle kriminalitetskunstens regler. Med speciale og stor ekspertise indenfor tyveri og videresalg af tyvegods (hæleri).
1) Magnus er skyldig
2) Magnus er ikke skyldig.
Inddrag din teoretiske viden og de bedste argumenter fra arbejdet med øvelsen.
Når du har læst/lyttet til historien, skal I sammen i grupper forholde jer til et hovedspørgsmål samt nogle hjælpespørgsmål.
Læreren er moderator og tidtager og vil fortælle, hvornår I må klikke videre til næste slide.
God fornøjelse!
Så gik det ellers skævt.
Og nu mødes dyrene for at tale om problemerne.
Hestene: De andre dyr på farmen udfører ikke deres pligter. De holder for meget fri i forhold til at gården kan fungere.
Gederne: Hvorfor arbejde mere, når det handler om at få mere mening ud af tilværelsen. Vi har brug for mere kvalitet i tilværelsen. Arbejdet giver blot mistrivsel, ubalance og mindre tid med gedeungerne.
Fårene: Synes ikke grundlæggende at de får nok udbytte af deres arbejde.
Blanding af ældre dyr: PÅ tværs af alle dyr er der en flok, der er enige om, at de alle skal stoppe med at kaster mudder efter hinanden. ”Det handler ikke så meget om forskellene på dyr”, sagde de. ”Men om forskellene i alder.” De unge dyr har kun fokus på sig selv og ikke fællesskabet. De kan ikke se længere end deres egen næsetip.
Grisene: Dansk Idrætsforbund. ”Det handler ikke om arbejde, heste, men om dyrenes manglende aktive deltagelse som frivillige. Ingen gider komme og hjælpe med at sætte stalden i stand.
Ænderne: Der er da mange måde at deltage på og det kan da godt være, at vi skal bidrage med noget mere. Vi sætter måske ikke stalden i stand, men bare det at vi bruger stalden signalerer at den er vigtig og uundværlig for fællesskabet. Vi anerkender på den måde også jer, der vedligeholder vores fælles ting.
Æslerne: Hvordan skal vi kunne arbejde på gården, når mulighederne for at få passet vores afkom er så ringe. Hvorfor skal vi arbejde mere, når vi ikke engang får god behandling, når vi kommer til skade? Og når vi har knoklet hele livet, kan vi ikke engang se frem til en værdig alderdom?
Uglen: (Civile rettigheder) Måske er jeg den eneste der er gammel nok til at huske, hvordan det hele var, før vi flyttede ind her på gården og fik styr på tingene. Det rene Ragnarok. Anarki. Ingen kunne bestemme over sin egen jord og alle væltede rundt. Men det at vi overhovedet kan samle os i dag, og sige, hvad vi vil, det er jo fordi at vi i sin tid blev enige om, at der skulle være orden.
Ræven: (Politiske rettigheder): Ja, sådan var det. Jeg støtte op om alt det uglen sagde, men vi fik faktisk mere i sin tid. Vi kan jo også deltage, vi har alle mulighed for at påvirke slagets gang.
Æslerne: Men I skal også huske, at vi blev enige om, at alle skal kunne få deres unger i børnehave og de gamle over på solgården. Vi skal sikre alle disse gode ting. Mere arbejde, mere frivillighed, ja ja, men hvis de grundlæggende ting bliver forringet, så kan det hele være lige meget.
Hesten: Ja, ugle, ræv og æsler. I har helt ret. Det er jo skønt, at vi fik indført alle disse herligheder, men det fungerer ikke, hvis vi ikke hver i sær udfører vores pligter. I kan ikke nyde uden først at yde. Hvis vi glemmer det braser det hele sammen. Hvis vi skal have en masse, skal vi også give en masse.
At man har krav på forskellige ”goder”, når man er del af et fællesskab. De samme rettigheder gælder for alle medlemmer af fællesskabet.
Pligter
At man har pligt til at yde noget for fællesskabet. Det kan være både formelle og uformelle pligter.
Formeller pligter indebærer at man overholder loven. Uformelle pligter indebærer, hvad man frivilligt bidrager med til fællesskabet.
Nogle rettigheder og pligter er mere kritiske for bondegårdens eksistens.
Hvilke dyr repræsenterer de mest kritiske rettigheder og pligter?
Hest
Ænder
Ræv
Ugle
Grise
Får
Geder
Æsler
Herunder kan du finde forskellige citater fra danske debatter. Forbind dyrenes argumenter fra fablen med de otte citater herunder.
Citat 1:
Citat 2:
Når du har læst/lyttet til historien, skal I sammen i grupper forholde jer til et hovedspørgsmål samt nogle hjælpespørgsmål.
Læreren er moderator og tidtager og vil fortælle, hvornår I må klikke videre til næste slide.
God fornøjelse!
Forestil dig en dyreverden på savannen, hvor alle dyr bevæger sig frit rundt. Der er dyr, der spiser, dyr der bliver jaget, dyr der ikke ved om de er i live i morgen.
En dag beslutter en gruppe dyr sig for at gå sammen om at skabe en ny og mere sikker tilværelse. De bygger en gård, der er indhegnet og hvor de ikke behøver at frygte for angreb fra fx bjørne, ulve og løver.
Inde på gården opbygger de et fællesskab, hvor der er sikkert. Men dyrene aftaler også at der skal være frihed inde på gården – man skal kunne gå frit rundt og være, hvor man vil på gården. De fredelige dyr skal kunne spise, sove og lege, hvor de vil.
I lang tid er der harmoni på gården. Dyrene lever i større sikkerhed, der er mere ro og de lever længere liv. De frygter ikke længere døden. På et tidspunkt er der mange elementer ved det nye liv, der så småt begynder at irritere køerne. De synes at grisene smasker for meget og ruller sig i den lækre halm, fårene fælder, gederne snorker, hanen galder for tidligt, hundenes lopper hopper over på køerne, hestene spiser køernes halm.
Alle disse irritationer fører til en stor og vigtig samtale blandt køerne. ”Vi bliver nødt til at fastlægge nogle regler for at kunne bevare bevægelsesfriheden for alle dyr”. Derfor indkalder køerne alle gårdens dyr til et råd.
På rådet forklarer køerne, at gården skal have tydelige regler for, hvor man må sove, hvilken mad man må spise, hvor højt man må smaske, hvor ofte man skal vaske sig, hvornår hanen må galde og hvor rent halmen skal være.
Dyrene på gården kan godt genkende problemerne, køerne har jo ret, men de mener at det vil blive svært at håndhæve reglerne. Efter en lang debat, bliver dyrene enige om, at der skal nedsættes en række udvalg, der skal vedtage præcise regler.
Efter nogle dage, sømmer halmudvalget deres regler op på ladens port: Halmen skal altid være i halmskuret, man må rulle sig i det og alle skal have lige store rationer.
Støjudvalget erklærer, at hanen ikke må gale før kl. 7, grisene skal stoppe med at smaske og der skal være fuldstændig ro på gården, når solen går ned.
Som dagene går laver udvalgene flere og flere regler. Der bliver opsat støjmålere rundt om laden, halmen skal testes for bakterier og mudderrester og der udgives brochurer om spiseregler for grise.
Der skal sågar uddannes dyr til at håndhæve reglerne. Hestene får et kursus i arbejdsmiljø, grisene måler bakterieniveauer og hundene kommer på kursus i konflikthåndtering.
Over tid begynder flere og flere dyr at tale sammen i krogene. De kan ikke li´ udviklingen. ”Måske har vi rigtig nok fået en fredeligere hverdag” hører man dem sige, ”men vi har jo mistet vores frihed”.
Psykologen: Nå, hvorfor sidder vi her i dag?
Tobias: Jeg tror jeg vil skilles fra Louise.
Psykologen: Ok. Kan du fortælle mig lidt om hvorfor?
Tobias: Det er nok en lidt lang historie. Og måske er det bare den klassiske historie om at være vokset fra hinanden.
Psykologen: Skilsmissehistorier kan indeholde mange fællestræk men de kan også ofte være vidt forskellige fra hinanden. Fortæl mig om dine overvejelser.
Tobias: Hvis du for alvor skal forstå mit ønske om en skilsmisse, så må du nok hellere høre historien om mit ægteskab først. Men inden vi taler om det, vil jeg gerne starte et lidt andet sted. Jeg vil gerne fortælle, hvordan det var inden jeg mødte min kone. Det var det vilde liv, det sjove liv, friheden. Det var et spændende liv, også mere spændende end mit liv er nu. Jeg var fri til at gøre, hvad jeg ville. Jeg vidste aldrig, hvor jeg vågnede op efter en bytur.
Psykologen: Vil du gerne vende tilbage til det liv?
Tobias: Nej ikke rigtigt. Jeg ved godt, at det var et usikkert liv. Et farligt liv. Jeg fik kønssygdomme, pigerne måtte købe fortrydelsespiller. Hvis alt det med samtykke var gældende dengang, så havde jeg ikke holdt i 10 minutter.
Men der var også en stor usikkerhed omkring fremtiden, som ikke var rar at være i. Kan jeg binde mig fast til en kæreste. Fremtiden føltes flydende. Ville jeg mon ende som en sørgelig single uden børn. Ende alene og glemt på et plejehjem.
Det var midt i al den tvivl, at jeg fandt Louise. Det var på mange måder et perfekt match. Der var både mulighed for at leve et spændende og udsvævende liv, men der var samtidig en sikkerhed og tryghed i at vi havde hinanden. Efter en biograftur tog vi ofte på værtshus sammen. ”Skal vi ikke drikke øl på alle værtshuse på højre side på vejen hjem, Tobias?”, kan jeg huske hun sagde. Og det gjorde vi…vi drak og diskuterede livets store spørgsmål og fik nye venner sammen. Det var stadig frit og sjovt, men nu var der en tryghed i mit liv med Louise, en tro på en fremtid sammen.
Psykologen: Men det lyder vel alt sammen meget fint så…?
Tobias: Siden blev vi færdige med vores uddannelser, vi købte et rækkehus, fik gode jobs. Et par år senere fik vi vores første barn. Siden har vi fået to mere.
Vores store debatter om livet blev der efterhånden lagt låg på. Vi skulle nu i stedet tage stilling til ting som: Hvornår kan du hente børnene? Har du handlet ind? Er gulerødderne økologiske? Hvorfor bruger du vores fælles dankort, når du er til fodbold? 85% af min indkomst ryger på den fælles konto, 10% går til børneopsparing og 5% er mine lommepenge. Vi har lavet fælles regler for, hvad der skal i børnenes madpakker, hvor mange kalorier der må være i aftensmaden, hvor ofte badeværelset skal gøres rent. Men ikke nok med det. Der er også regler for, hvilken type rengøringsmiddel vi skal bruge, at vi skal skrubbe håndvasken før toilettet, at kalkfjerneren skal være af mærket Neutral.
*sukker dybt*
Jeg ved ikke om jeg kan holde til det længere. Jeg synes sgu ikke helt, at det var, hvad jeg regnede med. At vores ægteskab skulle udvikle sig til det her. Vores ægteskab? Louise? Mig selv? Jeg troede det skulle blive noget andet. Jeg tror, at jeg har behov for at placere skyld for at kunne komme videre. Er det min skyld? Eller Louises? Os begge? Eller noget helt andet?
Psykologen: (Tænker sig lidt om, før hun begynder at svare på Tobias´ sidste spørgsmål)…
Du kan genlæse begge fortællinger herunder.
Du må arbejde og bo i et andet EU-medlemsland. Den frie bevægelighed for arbejdskraft er en af grundpillerne i EU-samarbejdet. Det samme er princippet om, at EU-borgere skal behandles ens.
EU beskæftiger sig ikke kun med, hvordan varer og penge flytter rundt i Europa. EU har også fælles regler for, hvordan og under hvilke vilkår du kan flytte til et andet land for at bo og arbejde.
Inden for EU’s grænser skal du frit kunne flytte dig fra et medlemsland til et andet. Det gælder, hvad enten du vælger at flytte til et andet land for at arbejde, bor i dit hjemland, men arbejder i et andet EU-land, eller om din arbejdsgiver midlertidigt sender dig til et andet medlemsland for at udføre en opgave.
Den frie bevægelighed for arbejdskraft er en af grundpillerne i EU-samarbejdet. Det skal sikre, at EU’s medlemslande hverken har for meget eller for lidt arbejdskraft.
Hvis Danmark f.eks. mangler ingeniører, og der i Tyskland er arbejdsløshed inden for denne faggruppe, er tanken, at skævheden skal kunne udligne sig ved, at tyske ingeniører tager til Danmark for at arbejde.
Lande skal behandle EU-borgere ens
En anden vigtig grundpille i EU-samarbejdet er det såkaldte ligebehandlingsprincip. Det går ud på, at EU’s medlemslande ikke må gøre forskel på borgere på grund af deres nationalitet.
Hvis du for eksempel vælger at bo og arbejde i Tyskland, skal du behandles på lige fod med din tyske nabo. Princippet om ligebehandling er en vigtig forudsætning for, at arbejdskraften kan flytte sig derhen, hvor der er behov for den. Det giver nemlig arbejdstagere en række rettigheder i det EU-land, de flytter til for at bo eller arbejde.
EU's arbejdstagere har rettigheder
Som arbejdstager i EU har du gennem EU’s traktater en række rettigheder til at bo og arbejde i et andet EU-medlemsland, og efter noget tid får du også ret til sociale ydelser.
Rettighederne har været genstand for stor debat, bl.a. fordi EU-Domstolen har været med til at definere, hvad arbejdstagere har ret til og ikke har ret til.
Kilde: Folketingets EU-Oplysning
1. Hvad kendetegner denne udvikling?
2. Hvordan passer det med det i arbejdede med i det sidste slide?
I kan herunder læse en introduktion til neofunktionalismen til integrationsteori.
Neofunktionalismen i en integrationsteori, som antager, at samarbejde på et enkelt funktionelt område breder sig mere eller mindre automatisk til andre områder, den såkaldte spill-over-effekt. Den funktionalistiske integrationsteori antager, at stater samarbejder på afgrænsede, praktiske områder (fx transport, post, handel). Den efterfølgende neofunktionalistiske teori hævder, at der er tale om en integrationsproces hen imod et tættere samarbejde som i EU. Samarbejdet vil brede sig fra tekniske og handelsmæssige forhold til mere politiske områder. Således krævede Det indre Markeds åbning af grænsebomme et udvidet politisamarbejde. Og fælles mønt førte til koordinering af den økonomiske politik. Teorien er dog omdiskuteret, da integrationsprocessen og dermed spill-over-effekten - i flere tilfælde er gået i stå.
Når du har læst/lyttet til historien, skal I sammen i grupper forhold jer til et hovedspørgsmål samt nogle hjælpespørgsmål, som I kan tilgå via ikonerne du kan se til højre.
Læreren er moderator og tidtager og vil fortælle, hvornår I må klikke videre til næste slide.
God fornøjelse!
Engang for længe siden fandtes der kun dyr på kloden. De levede et hårdt og brutalt liv, skarpt opdelt i artsgrupper. Deres eneste reelle kontakt var når de bevægede sig ind på hinandens territorier i jagten på mad, ly og sikkerhed. Det meste af dyrearternes indbyrdes kontakt endte i voldelige kampe med mange døde og sårede. Kort sagt: Livet var gustent, brutalt og kort.
Efter flere års indbyrdes konflikter eskalerede det til den totale kamp, hvor alle arterne deltog. Slagene bølgede frem og tilbage. Dyrene bed, trampede, skubbede og maste i et sådant omfang, at man kom tæt på dyrenes totale udslettelse.
Da støvet havde lagt sig, fandt samtlige dyr sammen og blev enige om, at noget lignende aldrig måtte udvikle sig lige så brutalt. Dyrene blev enige om, at det skulle være tydeligt, hvem der bestemte over hvilke området. Der skulle bygges hegn rundt om de enkeltes arters områder og fremover måtte man ikke uden videre vade ind på andre dyrs territorier. Dyrene blev enige om nogle regler, der skulle gælde for alle dyr på kloden:
1) Dyrearterne bestemme over hvert deres område og de rigdomme der er der
2) Alle dyrs liv er lige meget værd - uanset art
3) Alle dyr må tro på, hvad de vil
4) Alle dyr må elske, hvem de vil
Reglerne blev hængt op på porten til den store lade, der skulle fungere som mødelokale for dyrenes fremtidige møder.
Dyrene opdager at deres territorier ikke har alt, hvad de skal bruge. Grisene har for eksempel alt for lidt vand, men meget mere græs end de behøver. Køerne mangler korn, men har tusindvis af frugttræer. Derfor mødes dyrene ved hegnene for at bytte deres varer, men i takt med at der bliver flere og flere byttehandler bliver hegnene en forhindring. Derfor laves der åbninger, så dyrene kan lave markeder hos hinanden.
Den livlige handel fører til at flere og flere dyr bosætter sig på andre territorier. Får kommer til at leve blandt grisene, nogle køer slår sig ned hos hønsene og heste vandrer over til muldyrene. Byttehandlen fører også til, at livet bliver bedre i de forskellige territorier. I hundenes land kan man spise frisk kød, sove på mageligt halm og ryge fin tobak.
I takt med at hver enkelt hund opnår større velvære og rigdom, får de overskud til at kræve større medindflydelse på beslutningerne i hundeland. Det samme fænomen ser man i de øvrige dyreterritorier, hvor flere og flere involverer sig i de store beslutninger.
Kontakten mellem dyrene begrænser sig ikke kun til byttehandler. Heste begynder at interessere sig for, hvorfor hundene er som de er. Hvorfor de løber, gør og spiser som de gør. Hvorfor de har den hundesex som de har.
Nede på hestetruget taler de stadig om, hvordan hesten Klaus vendte hjem fra sit studieophold i hundeland med et sødt æsel. De to fik tre muldyr sammen. Venskaber og kærlighedsbånd blomstrede på tværs af territorierne som aldrig før.
I takt med at flere og flere dyr søgte udenfor deres egne græsgange, blev de klar over, hvor meget de havde til fælles. Gamle fordomme mellem dyrene forsvandt. Som tiden gik fandtes der færre og færre dyr, der kunne husken tiden med krig og konflikt.
1) Åbn hovedspørgsmålet og diskutér spørgsmålet i gruppen
2) Åbn hjælpespørgsmålene og færdiggør sætningerne
3) Gå videre til næste trin, når læreren siger til.
Her præsenteres fire grene af neoliberalismen.
Diskutér, hvordan hver tekstbid relaterer til dyrefablen.
Kan du give eksempler på, at det også virker sådan i den virkelige verden?
Hvad er de bedste argumenter for, at neoliberalisterne har ret? Hvad er de bedste argumenter i mod?
Når du har læst/lyttet til historien, skal I sammen i grupper forhold jer til et hovedspørgsmål samt nogle hjælpespørgsmål, som I kan tilgå via ikonerne du kan se til højre.
Læreren er moderator og tidtager og vil fortælle, hvornår I må klikke videre til næste slide.
God fornøjelse!
Skorpionen står på bredden af en stor sø og kigger over på den modsatte side, hvor dens familie opholder sig. Den længes efter at komme over til sin familie, men den kan ikke svømme. Pludselig ser den en frø ude midt på søen. Skorpionen råber til frøen: “Hey, frø, kom lige herover”. Frøen trækker på det, men beslutter sig alligevel for at svømme over til skorpionens bred.
Da frøen kommer ind til bredden siger skorpionen: “Hej frø. Vil du ikke svømme mig over til den modsatte bred, hvor min familie er?”. Frøen svarer: “Jeg tror nu nok, at det vil være for risikabelt for mig, at have sig siddene på min ryg. Du vil jo bare stikke mig, så jeg dør!”
“Nej da”, siger skorpionen. “Det ville da være dumt af mig for hvis jeg stikker dig ude på søen, så ville du dø på stedet og så ville jeg jo selv drukne.”
“Det kan du måske godt have ret i”, siger frøen. “Men hvordan kan jeg være sikker på, at du ikke stikker mig, når jeg har svømmet dig over til den anden bred?”. Skorpionen svarer: “Hvis du svømmer mig over til den modsatte side og genforener mig med min familie, så vil jeg være dig evig taknemmelig for hjælpen, så derfor kan jeg love dig, at det ikke vil komme til at ske.” Frøen overvejer dette længe og beslutter sig til sidst for at hjælpe skorpionen.
De to dyr begiver sig ud på søen, og da de er halvvejs mærker frøen et jag gennem kroppen. Lige inden giften trænger ind til frøens lille hjerte, når den at sige: Hvorfor gør du dette? Nu drukner du jo selv?
Lige inden de begge forsvinder over vandoverfladen, svarer skorpionen: “Jeg blev bange, så jeg kunne ikke lade være.”
En drabsmand er på flugt fra politiet. Han kommer til en stor, klippefyldt sø og eneste vej væk fra politiet er tværs over søen. Drabsmanden får øje på en fisker i sin jolle ude på søen. Han råber: “Fisker! Kom liger herover!”. Fiskeren sejler ind til bredden og genkender ham med det samme fra avisen som en eftersøgt drabsmand.
Drabsmanden spørger: “Fisker, vil du ikke være så venlig at sejle mig over til den modsatte bred?”. Fiskeren svarer: “Jeg ved jo godt, hvem du er. Jeg kan se kniven i dit bælte. Hvordan kan jeg vide mig sikker på, at du ikke stikker mig ned under sejlturen?”
Drabsmanden svarer: “Hvis jeg stikker dig ned, vil jeg selv dø, for jeg kan hverken svømme eller styre en båd.” Fiskeren siger: “Hvordan kan jeg være sikker på, at du ikke stikker mig, når vi er kommet over på den anden side?”
“Når du først har hjulpet mig helskindet over på den anden side”, siger drabsmanden. “Så har du reddet mit liv og jeg vil være dig evigt taknemmelig. Derfor har du mit ord på, at jeg ikke vil gøre dig det mindste”.
Fiskeren accepterer mandens ønske om hjælp og lade ham gå ombord. Da de når midtvejs ud på søen og vinden rusker i sejlene, stikker drabsmanden fiskeren ned. I det sidste øjeblik af fiskerens liv, når han at spørge: “Hvorfor gjorde du det? Nu drukner du jo selv?”. Hvortil drabsmanden inden skibet forliser, svarer: “Jeg kunne ikke gøre for det.”
Vend hovedspørgsmålet i grupper eller i plenum.
Den lille stat, Stat A, har et lille militær og grænser uheldigvis op til en noget større og stærkere stat, Stat B. Fordi Stat A føler sig en anelse truet af Stat B’s styrke, så begynder Stat A at flirte med Stat C, der er endnu større og stærkere.
Lille Stat A begynder igen og igen at søge Stats C’s hjælp for at løse problemer internt i landet. Stat B står på sidelinjen og følger med i udviklingen mellem Stat A og Stat C og føler sig i stigende grad truet af de to staters samarbejde.
Derfor begynder Stat B at styrke og opruste sit militær. Dette får naturligvis Stat A til at føle sig endnu mere truet og søger derfor endnu mere militær støtte hos store, stærke Stat C. Netop som lille Stat A skal til at modtage denne støtte, angribes den af Stat B. Der er nu krig mellem de to stater.
Når I har diskuteret færdigt, kan I læse mere om teorien på næste slide.
Læs op på IP-teorien om neorealismen og diskuter om stater minder mest om aktørerne i dyre- eller menneskefortællingen.
Øvelsen er nu slut.
En teori i international politik