Når du har læst/lyttet til historien, skal I sammen i grupper forholde jer til et hovedspørgsmål samt nogle hjælpespørgsmål.
Læreren er moderator og tidtager og vil fortælle, hvornår I må klikke videre til næste slide.
God fornøjelse!
Forestil dig en dyreverden på savannen, hvor alle dyr bevæger sig frit rundt. Der er dyr, der spiser, dyr der bliver jaget, dyr der ikke ved om de er i live i morgen.
En dag beslutter en gruppe dyr sig for at gå sammen om at skabe en ny og mere sikker tilværelse. De bygger en gård, der er indhegnet og hvor de ikke behøver at frygte for angreb fra fx bjørne, ulve og løver.
Inde på gården opbygger de et fællesskab, hvor der er sikkert. Men dyrene aftaler også at der skal være frihed inde på gården – man skal kunne gå frit rundt og være, hvor man vil på gården. De fredelige dyr skal kunne spise, sove og lege, hvor de vil.
I lang tid er der harmoni på gården. Dyrene lever i større sikkerhed, der er mere ro og de lever længere liv. De frygter ikke længere døden. På et tidspunkt er der mange elementer ved det nye liv, der så småt begynder at irritere køerne. De synes at grisene smasker for meget og ruller sig i den lækre halm, fårene fælder, gederne snorker, hanen galder for tidligt, hundenes lopper hopper over på køerne, hestene spiser køernes halm.
Alle disse irritationer fører til en stor og vigtig samtale blandt køerne. ”Vi bliver nødt til at fastlægge nogle regler for at kunne bevare bevægelsesfriheden for alle dyr”. Derfor indkalder køerne alle gårdens dyr til et råd.
På rådet forklarer køerne, at gården skal have tydelige regler for, hvor man må sove, hvilken mad man må spise, hvor højt man må smaske, hvor ofte man skal vaske sig, hvornår hanen må galde og hvor rent halmen skal være.
Dyrene på gården kan godt genkende problemerne, køerne har jo ret, men de mener at det vil blive svært at håndhæve reglerne. Efter en lang debat, bliver dyrene enige om, at der skal nedsættes en række udvalg, der skal vedtage præcise regler.
Efter nogle dage, sømmer halmudvalget deres regler op på ladens port: Halmen skal altid være i halmskuret, man må rulle sig i det og alle skal have lige store rationer.
Støjudvalget erklærer, at hanen ikke må gale før kl. 7, grisene skal stoppe med at smaske og der skal være fuldstændig ro på gården, når solen går ned.
Som dagene går laver udvalgene flere og flere regler. Der bliver opsat støjmålere rundt om laden, halmen skal testes for bakterier og mudderrester og der udgives brochurer om spiseregler for grise.
Der skal sågar uddannes dyr til at håndhæve reglerne. Hestene får et kursus i arbejdsmiljø, grisene måler bakterieniveauer og hundene kommer på kursus i konflikthåndtering.
Over tid begynder flere og flere dyr at tale sammen i krogene. De kan ikke li´ udviklingen. ”Måske har vi rigtig nok fået en fredeligere hverdag” hører man dem sige, ”men vi har jo mistet vores frihed”.
Psykologen: Nå, hvorfor sidder vi her i dag?
Tobias: Jeg tror jeg vil skilles fra Louise.
Psykologen: Ok. Kan du fortælle mig lidt om hvorfor?
Tobias: Det er nok en lidt lang historie. Og måske er det bare den klassiske historie om at være vokset fra hinanden.
Psykologen: Skilsmissehistorier kan indeholde mange fællestræk men de kan også ofte være vidt forskellige fra hinanden. Fortæl mig om dine overvejelser.
Tobias: Hvis du for alvor skal forstå mit ønske om en skilsmisse, så må du nok hellere høre historien om mit ægteskab først. Men inden vi taler om det, vil jeg gerne starte et lidt andet sted. Jeg vil gerne fortælle, hvordan det var inden jeg mødte min kone. Det var det vilde liv, det sjove liv, friheden. Det var et spændende liv, også mere spændende end mit liv er nu. Jeg var fri til at gøre, hvad jeg ville. Jeg vidste aldrig, hvor jeg vågnede op efter en bytur.
Psykologen: Vil du gerne vende tilbage til det liv?
Tobias: Nej ikke rigtigt. Jeg ved godt, at det var et usikkert liv. Et farligt liv. Jeg fik kønssygdomme, pigerne måtte købe fortrydelsespiller. Hvis alt det med samtykke var gældende dengang, så havde jeg ikke holdt i 10 minutter.
Men der var også en stor usikkerhed omkring fremtiden, som ikke var rar at være i. Kan jeg binde mig fast til en kæreste. Fremtiden føltes flydende. Ville jeg mon ende som en sørgelig single uden børn. Ende alene og glemt på et plejehjem.
Det var midt i al den tvivl, at jeg fandt Louise. Det var på mange måder et perfekt match. Der var både mulighed for at leve et spændende og udsvævende liv, men der var samtidig en sikkerhed og tryghed i at vi havde hinanden. Efter en biograftur tog vi ofte på værtshus sammen. ”Skal vi ikke drikke øl på alle værtshuse på højre side på vejen hjem, Tobias?”, kan jeg huske hun sagde. Og det gjorde vi…vi drak og diskuterede livets store spørgsmål og fik nye venner sammen. Det var stadig frit og sjovt, men nu var der en tryghed i mit liv med Louise, en tro på en fremtid sammen.
Psykologen: Men det lyder vel alt sammen meget fint så…?
Tobias: Siden blev vi færdige med vores uddannelser, vi købte et rækkehus, fik gode jobs. Et par år senere fik vi vores første barn. Siden har vi fået to mere.
Vores store debatter om livet blev der efterhånden lagt låg på. Vi skulle nu i stedet tage stilling til ting som: Hvornår kan du hente børnene? Har du handlet ind? Er gulerødderne økologiske? Hvorfor bruger du vores fælles dankort, når du er til fodbold? 85% af min indkomst ryger på den fælles konto, 10% går til børneopsparing og 5% er mine lommepenge. Vi har lavet fælles regler for, hvad der skal i børnenes madpakker, hvor mange kalorier der må være i aftensmaden, hvor ofte badeværelset skal gøres rent. Men ikke nok med det. Der er også regler for, hvilken type rengøringsmiddel vi skal bruge, at vi skal skrubbe håndvasken før toilettet, at kalkfjerneren skal være af mærket Neutral.
*sukker dybt*
Jeg ved ikke om jeg kan holde til det længere. Jeg synes sgu ikke helt, at det var, hvad jeg regnede med. At vores ægteskab skulle udvikle sig til det her. Vores ægteskab? Louise? Mig selv? Jeg troede det skulle blive noget andet. Jeg tror, at jeg har behov for at placere skyld for at kunne komme videre. Er det min skyld? Eller Louises? Os begge? Eller noget helt andet?
Psykologen: (Tænker sig lidt om, før hun begynder at svare på Tobias´ sidste spørgsmål)…
Du kan genlæse begge fortællinger herunder.
Du må arbejde og bo i et andet EU-medlemsland. Den frie bevægelighed for arbejdskraft er en af grundpillerne i EU-samarbejdet. Det samme er princippet om, at EU-borgere skal behandles ens.
EU beskæftiger sig ikke kun med, hvordan varer og penge flytter rundt i Europa. EU har også fælles regler for, hvordan og under hvilke vilkår du kan flytte til et andet land for at bo og arbejde.
Inden for EU’s grænser skal du frit kunne flytte dig fra et medlemsland til et andet. Det gælder, hvad enten du vælger at flytte til et andet land for at arbejde, bor i dit hjemland, men arbejder i et andet EU-land, eller om din arbejdsgiver midlertidigt sender dig til et andet medlemsland for at udføre en opgave.
Den frie bevægelighed for arbejdskraft er en af grundpillerne i EU-samarbejdet. Det skal sikre, at EU’s medlemslande hverken har for meget eller for lidt arbejdskraft.
Hvis Danmark f.eks. mangler ingeniører, og der i Tyskland er arbejdsløshed inden for denne faggruppe, er tanken, at skævheden skal kunne udligne sig ved, at tyske ingeniører tager til Danmark for at arbejde.
Lande skal behandle EU-borgere ens
En anden vigtig grundpille i EU-samarbejdet er det såkaldte ligebehandlingsprincip. Det går ud på, at EU’s medlemslande ikke må gøre forskel på borgere på grund af deres nationalitet.
Hvis du for eksempel vælger at bo og arbejde i Tyskland, skal du behandles på lige fod med din tyske nabo. Princippet om ligebehandling er en vigtig forudsætning for, at arbejdskraften kan flytte sig derhen, hvor der er behov for den. Det giver nemlig arbejdstagere en række rettigheder i det EU-land, de flytter til for at bo eller arbejde.
EU's arbejdstagere har rettigheder
Som arbejdstager i EU har du gennem EU’s traktater en række rettigheder til at bo og arbejde i et andet EU-medlemsland, og efter noget tid får du også ret til sociale ydelser.
Rettighederne har været genstand for stor debat, bl.a. fordi EU-Domstolen har været med til at definere, hvad arbejdstagere har ret til og ikke har ret til.
Kilde: Folketingets EU-Oplysning
1. Hvad kendetegner denne udvikling?
2. Hvordan passer det med det i arbejdede med i det sidste slide?
I kan herunder læse en introduktion til neofunktionalismen til integrationsteori.
Neofunktionalismen i en integrationsteori, som antager, at samarbejde på et enkelt funktionelt område breder sig mere eller mindre automatisk til andre områder, den såkaldte spill-over-effekt. Den funktionalistiske integrationsteori antager, at stater samarbejder på afgrænsede, praktiske områder (fx transport, post, handel). Den efterfølgende neofunktionalistiske teori hævder, at der er tale om en integrationsproces hen imod et tættere samarbejde som i EU. Samarbejdet vil brede sig fra tekniske og handelsmæssige forhold til mere politiske områder. Således krævede Det indre Markeds åbning af grænsebomme et udvidet politisamarbejde. Og fælles mønt førte til koordinering af den økonomiske politik. Teorien er dog omdiskuteret, da integrationsprocessen og dermed spill-over-effekten - i flere tilfælde er gået i stå.