Når du har læst/lyttet til historien, skal I sammen i grupper forhold jer til et hovedspørgsmål samt nogle hjælpespørgsmål, som I kan tilgå via ikonerne du kan se til højre.
Læreren er moderator og tidtager og vil fortælle, hvornår I må klikke videre til næste slide.
God fornøjelse!
Skorpionen står på bredden af en stor sø og kigger over på den modsatte side, hvor dens familie opholder sig. Den længes efter at komme over til sin familie, men den kan ikke svømme. Pludselig ser den en frø ude midt på søen. Skorpionen råber til frøen: “Hey, frø, kom lige herover”. Frøen trækker på det, men beslutter sig alligevel for at svømme over til skorpionens bred.
Da frøen kommer ind til bredden siger skorpionen: “Hej frø. Vil du ikke svømme mig over til den modsatte bred, hvor min familie er?”. Frøen svarer: “Jeg tror nu nok, at det vil være for risikabelt for mig, at have sig siddene på min ryg. Du vil jo bare stikke mig, så jeg dør!”
“Nej da”, siger skorpionen. “Det ville da være dumt af mig for hvis jeg stikker dig ude på søen, så ville du dø på stedet og så ville jeg jo selv drukne.”
“Det kan du måske godt have ret i”, siger frøen. “Men hvordan kan jeg være sikker på, at du ikke stikker mig, når jeg har svømmet dig over til den anden bred?”. Skorpionen svarer: “Hvis du svømmer mig over til den modsatte side og genforener mig med min familie, så vil jeg være dig evig taknemmelig for hjælpen, så derfor kan jeg love dig, at det ikke vil komme til at ske.” Frøen overvejer dette længe og beslutter sig til sidst for at hjælpe skorpionen.
De to dyr begiver sig ud på søen, og da de er halvvejs mærker frøen et jag gennem kroppen. Lige inden giften trænger ind til frøens lille hjerte, når den at sige: Hvorfor gør du dette? Nu drukner du jo selv?
Lige inden de begge forsvinder over vandoverfladen, svarer skorpionen: “Jeg blev bange, så jeg kunne ikke lade være.”
Da sommeren nærmede sig for 10. gang i deres skoletid, og deres 9.klasses afgangseksamen var tæt på at være afsluttet, lovede de to drenge hinanden, at de altid skulle holde sammen.
Men med Adam på vej i gymnasiet og Magnus på vej i 10.klasse i den anden ende af byen, stod det hurtigt klart, at livet, også for de to drenge, nogle gange udvikler sig sådan, at det kan være svært at holde fast i selv de bedste intentioner. Det nye skoleår var ikke mere end halvvejs færdigt før de to drenge nærmest helt havde mistet fornemmelsen for hinanden. Magnus fik en kæreste, og nogle helt andre venner, og Adam plukkede ivrigt af gymnasielivets dejlige frugter.
I lang tid var de to drenge ikke andet end en del af hinandens personlige fortid. Det var først ca. 15 år efter, hvor Adam som overlæge på regionens største sygehus, i en frokostpause, læste om Magnus i den lokale avis. Magnus var blevet løsladt efter 5 år i fængslet, for et bankrøveri, hvori han havde spillet en planlæggende rolle. I artiklen fremgik det også, at Magnus nu kom tilbage til en verden, hvor han hverken havde familie, job eller hus til at vente på ham. Adam gik med nyheden i tankerne hele dagen. Selv på operationsstuen midt under en levertransplantation kunne han ikke få Magnus ud af hovedet.
Da Adam vågnede næste dag havde han besluttet sig. Han fik sporet sig frem til Magnus´ telefonnummer, og fik da også straks kontakt til vennen fra fortiden. Han tilbød Magnus et værelse i hans hus. ”Der er plads nok til, at du kan låne et par værelser indtil du er på fode igen”, havde han sagt. Og Magnus havde takket høfligt ja, og havde endda haft overskud nok til at spørge ind til om det også var ok med Adams gravide kone. Adam havde fyret en lille hvid løgn af. Laura havde faktisk udvist en betydelig skepsis over at have en straffet forbryder boende, men Adam havde insisteret. Det var først da Magnus stod på dørtrinet til det store hus han var blevet inviteret til, at Adam kunne fornemme visse forbehold bagerst i hans eget hoved. Den lille mistro kom til udtryk ved, at han, da han bød Magnus velkommen fik fortalt ham, at alt nok skulle gå, så længe Magnus ikke ville stjæle fra ham.
De første mange uger gik strygende. De to barndomsvenner talte om deres skoletid, og Adam satte pris på at have én at se fodbold med derhjemme når Laura var gået tidligt i seng. Hurtigt faldt de tilbage i deres gamle venskabsmønstre og som tiden gik var de blevet nærmest ligeså uadskillelige som i deres barndom. Det kom derfor som et stort chok, da Adam vendte hjem fra arbejde en eftermiddag - ca. 6 uger efter, at Magnus var flyttet ind. Laura var taget til Sønderjylland for at besøge hendes forældre, og Adam havde forestillet sig, at han og Magnus skulle se Champions League finale sammen den aften. Men finalen fik han aldrig set. Det store fjernsyn i stuen var væk. Det samme var alle malerierne. Alle Laura smykkers. De dyre Armani jakkesæt. Ja nærmest alt af værdi var blevet fjernet. Og Magnus – han var naturligvis væk.
Tilbage var der blot et håndskrevet brev på køkkenbordet. Der stod: Undskyld, Adam. Jeg kunne ikke modstå fristelsen.
Adam har meget svært ved at acceptere, at hans gode ven Magnus har stjålet fra ham. Derfor forsøger han at grave lidt dybere i Magnus' liv end han hidtil har fundet nødvendigt.
Her finder han ud af følgende:
At Magnus nærmest ikke har haft penge at leve for efter han er kommet ud af fængslet - Og at han var endt på gaden, hvis det ikke havde været for Adams hjælp med husly og mad.
At Magnus udover at være gode venner med Adam, nærmest kun har venner, der også er tilknyttet kriminelle miljøer. Frederik, Markus, Jakob og Storm er alle tidligere straffet samt fortsat involveret i diverse kriminelle ”jobs”.
At Magnus efter deres fælles skoletid ikke har opnået anden viden eller kompetencer, der kan bruges på det almindelige (og lovlige) arbejdsmarked.
Men at Magnus til gengæld igennem et langt liv og i sin tid i fængsel har ”uddannet” sig selv indenfor alle kriminalitetskunstens regler. Med speciale og stor ekspertise indenfor tyveri og videresalg af tyvegods (hæleri).
1) Magnus er skyldig
2) Magnus er ikke skyldig.
Inddrag din teoretiske viden og de bedste argumenter fra arbejdet med øvelsen.